Finn Nørbygaard: “Jeg var ikke verdensmester i at håndtere al den popularitet i 90’erne”

Hvornår vidste du, at du var sjov?

”Da jeg var fem. Jeg optrådte altid for venner og familie. Jeg var desuden bagud i skolen og blev presset, hvis jeg skulle læse højt i klassen. Så kunne jeg finde på at sige noget underligt eller danse rundt. Jeg fik min første rolle, da de andre i klassen stemplede mig som sjov. ’Finn, du er fandeme så skør. Sig noget sjovt til vikaren, mand!’ Der startede det.”

Hvilken begivenhed ændrede dit liv?

”Jeg indsendte i 1986 min ansøgning om orlov fra skolevæsenet i Aarhus for at forsøge at slå igennem i showbiz. Det var et kæmpe spring, som havde været længe undervejs. Jeg havde drømt om det, siden jeg var knægt. Efter en måned skrev jeg tilbage til skoleledelsen og bad dem se bort fra ansøgningen om orlov. Jeg sagde op. Problemet var, at når folk, som ikke kendte mig, spurgte: ’Hvad laver du så?’ så kunne jeg ikke finde ud af, om jeg var lærer, eller om jeg var i showbiz.

Jeg indså, at lærerjobbet var et sikkerhedsnet, som hæmmede mig. Så var det nemmere at få en klargøring: ’Jeg hedder Finn, og jeg er i showbiz.’ Det der med livrem og seler, som jeg egentlig er opdraget med, duede ikke for mig. Det viste sig så heller ikke at blive aktuelt. Jeg brød igennem over night sammen med Jacob (Haugaard, red.). Inden vi havde set os om, lå der to spillefilm og nogle kontrakter på Squash-reklamer.”

Hvad er din største skuffelse?

”Da jeg i 1979 søgte om optagelse på teaterskolen i Aarhus og ikke kom ind. Det var en sindssyg skuffelse, jeg var helt smadret. Jeg forestillede mig, at underholdningsbranchen var noget med at arbejde dybt med rollerne om dagen, spille om aften og så drikke og hore hele natten. Det lød da spændende! Men det var et held, at jeg ikke kom ind, for det sparkede min solistkarriere i gang.

Next Article

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *